Navigering:
Startside
Op | |
Donau posten -
april 1998
Donau posten -
juli 1998
Donau posten - oktober 1998
Formanden har ordet!
Efter en yderst vellykket generalforsamling hvor foreningen kunne fremlægge
et rigtigt pænt regnskab for 1997, vil jeg gerne fremhæve foreningens
fremgang. Fra den spæde start i 1995 og til i dag. I 1996 fik vi kun sendt 4
biler med humanitær hjælp til Rumænien, men i 1997 fik vi hele 18 biler der
ned. Vores succes skyldes først og fremmest den store velvilje og støtte vi
alle vegne møder hos private, i firmaer, i virksomheder, organisationer og ikke
mindst i medierne. TAK fordi I tror på at det vi gør virkelig er noget at
skrive om. Der skal også her i vores første nummer af Donau Posten lyde en
stor tak til de medlemmer, der på vores lagre sørger for de indsamlede
effekter bliver sorteret og renoveret. TAK til dem, der bruger deres ferie eller
fridage på at få hjælpen kørt til Rumænien. Her i Marts 98 kører der med
lidt held 5 store lastbiler, en ambulance og en lægebil af sted. De 3 biler
skal til hospitalet i Orsava med hospitalsudstyr, 1 bil med et nødhospital skal
til Târgumuras i det nordvestlige Rumænien og 1 bilfuld bliver fordelt i 2
landkommuner. Det er med stor forventning jeg imødeser udgivelsen af vores
medlemsblad, de der står for det ønskes al mulig held og lykke.
JENS
Siden sidst
Siden sidst er den store transport kørt til Rumænien og I skrivende stund
endnu ikke hjemkommet. Læs mere om det på næste side. I Døjringe har Alice,
Minna og Harder haft travlt med en tiltrængt oprydning. Så nu skulle der være
plads til den nye sending, der skal af sted
lige efter Påske.
På det sidste medlemsmøde, den 2. Marts blev det besluttet at alt hvad der
kommer ind, ved salg af bil reklamer, skal gå til afdrag på Volvoen. Der
arbejdes stadig på at leje et stort centrallager, til oplagring af de færdig
pakkede ting.
Tanken om at få etableret et mødelokale på førstesalen l Døjringe er også
genopstået. Hvem kan og vil være primus motor i et sådant forehavende? Vi er
nogle der, gerne vil hjælpe, men mangler En med lidt ekspertise. Vore damer i
Korsør området har planlagt at lave en lille ud stilling, om Rumænien, på
det lokale bibliotek i Maj måned, dejligt med sådanne initiativer. Der skal
også fra Donau Posten lyde et velkommen til vores tre nye bestyrelsesmedlemmer,
Birgit gift med formand Jens og daglig blæksprutte i Døjringe, Margit, der til
daglig pakker og stabler inventar, sammen med Martin, på lageret i Frølunde. Søren,
telefonmand og altmuligmand i foreningen. Vores tidligere sekreter, Anders,
bydes velkommen i Donau Postens redaktion, det er rart at have et omvandrende
historie - leksikon til rådighed. Er der ikke et medlem, der kunne tænke
sig at bidrage med noget skriftligt i de kommende numre af Donau Posten?
Indholdet skulle jo ikke gerne blive i alt for ensidigt.
Jeg vil slutte med, at ønske, at Donau Posten bliver vel modtaget og med
tiden kan blive det blad, som medlemmerne ønsker, det skal være.
Anne - Lise
Hvad var der med i den store transport?
Holdet bag transporten i Marts måned, fotograferet lige inden de kører. Her
vil jeg fortælle lidt om, hvad de havde med i bilerne. Der var ca. 300 senge,
200 borde, 550 stole, 36 kasser lamper, 300 kasser hospitalsudstyr, lige så
mange kasser sengetøj og tæpper. Så var der en fax, en kopimaskine og 17
skrivemaskiner. Der var også 15 symaskiner, 14 kasser krus, 12 kasser legetøj
og ikke mindst 38 kasser sko og 700 sække og kasser med varmt tøj i alle størrelser.
Nu spørger I måske, hvordan alt det kan være på 5 lastbiler, men det kan
vores næstformand, Gert, sikkert give jer et kursus i. Der er ikke plads til
mange aviser, når han har stået for læsningen af en sættevogn. Som nogle er
orienteret om, havde foreningen også en ambulance, skænket af Falcks
redningskorps og en Ford Transit givet af Tele Danmark, med til Rumænien. Begge
de to biler skal være stationeret på hospitalet i Orsava. Det har sikkert været
en transport, der har vakt opsigt i Orsava, og den gode hr. Lucian har nok haft
sit hovedbrud med at få alle tingene inden døre. Vi her hjemme glæder os til
at høre om turen.
På besøg hos Margrete.
Nej, det er ikke Danmarks dronning her skrives om, men derimod om mange
humanitære foreningers " Margrete". Hvem er hun så, denne fru. Nielsen i Fjenneslev,
som helt alene indsamlede og pakkede 840 store sække med tøj og sko i 1997 Hun
er en smilende og gæstfri dame, der lynhurtig får sat kaffe og kage på
bordet, alt imens hun fortæller om alt det, hun overkommer. Der bliver vist børnebukser
frem, som har fået lapper på knæene, fint afstemt til farven, dametrusser
syet af det nederste af en slidt undertrøje, optrevlet garn fra ufuldendt
strik. Er det et par strikkede benvarmere bliver der lagt pinde og garn ved.
"Det kan jo blive til nogle dejlige strømper" siger Margrete.
"Alle små stofrester, dukker og bamser får min nabo." Der fremvises
dukker i fine soveposer, syet af gamle vatterede morgenkåber. Alle har flotte
kjoler + skiftetøj. "En taske, uden noget i, er der ikke noget ved."
siger Margrete. Derfor pakker hun én af de omtalte dukker, et par blyanter, en
kam, et kladdehæfte, måske et penalhus i de skoletasker, hun sender af sted.
Dametasker indeholder sæbe, creme, lommetørklæder og ting til håret. Fodtøj
bliver på lignende måde stoppet ud med strømper og stoppegarn + nål. Der er
ingen spildplads i hendes pakker. "Hvornår og hvorfor begyndte du?"
spørger jeg forsigtigt, det er jo kendt, at den aktive dame vist nok er en årgang
1920. Der bliver svaret med et stort smil. "jeg har jo altid omsyet og
repareret hele familiens tøj. Når man ufrivilligt sammen med hele sin familie,
som 6 årrig, har prøvet at forlade sit hjem og land (Polen) føler jeg det
helt naturligt at hjælpe mennesker i nød. I 1983 begyndte det så småt med en
6‑7 poser til en velgørende forening." Som tidligere nævnt er en
antallet af sække vokset, der er blevet sendt sække fra Margrete til Estland,
Letland, Ukraine, Skt. Petersborg, Armenien og Rumænien. Fra en bunke på
bordet vises billeder og postkort fra det halve Europa. Inden audiensen slutter,
går vi ud i garagen for at se alle de kasser og sække, hun har modtaget fra
plejehjem, dødsboer og privatpersoner, nu skal der pakkes til familierne I
Periam, der bliver nok til 60 sække. Jo, det var en kongelig oplevelse.
 Her kan I se et kort over området hvor " Børn i Rumænien" kører
hjælp ned.
Nederst
til venstre ses Dubova, som fik tøj og sko. Lidt op di højre ses Orsava, hvor
hospitalet ligger. Begge de to byer er beliggende helt ud til Donau. Højere
oppe i en lige linie ligger Herculane og lidt til højre herfor ses Podeni.
Nederst i højre hjørne kan I se Severin. Det meste af landskabet består af
skifferbjerge og har en utrolig flot natur med fyrreskove afbrudt af, små
lysninger med vedvarende græs og slåenbuske. Bække og floder snor sig igennem
området, for til sidst at løbe ud i Donau.
Periam gruppen.
Når der den 14. April kører en stopfyldt lastbil med tøj og meget andet,
til den lille by i Periam i det nordvestlige Rumænien. Så skyldes det i høj
grad 3 af vore kvindelige medlemmer. Conni i Jylland, Birthe på Sjælland og
Ruth på Lolland. Tilsammen har de indsamlet og pakket over 300 familiepakker
til den lille bys indbyggere. Alle tre arbejder i deres lokalområde, mest ved
mund til øre metoden, men også via avisartikler om forholdene i Rumænien.
Alle tre er godt kendte for deres "hobby" ikke mindst hos de lokale
supermarkeder, hvor de tigger banankasser til at pakke i.
Det er selvfølgelig heller ikke kun tøj og sko, der samles ind. Conni har fået
en masse klinikudstyr og forbindinger, som skal til en lægeklinik hvor
1‑2 læger, 1 sygeplejerske og 1 medhjælper og 1 tandlæge slår for
behandlingen af beboernes sygdomme. Ruth har fået en ramponeret barnevogn, som
hendes flinke ældre naboer sætter i stand.
Til børnehaven er der også 15 kasser med legetøj. Pengene til
transportudgifterne bliver samlet ind fra bl.a. menighedsråd, fagforeninger
o.m.a. Birthe og Conni har alt deres pakkeri i deres hjem (skulle hilse og sige,
at det ser ud derefter) Ruth låner et lille hjørne i en stor lade 6 ‑7
km. fra sit hjem, og slår der og pakker. Hjemme hos sig selv hygger hun sig med
at gøre slidte bamser og dukker fine igen.
Nede i Periam slår den kun 28 år gamle borgmester for modtagelse og
fordeling af de mange pakker. Han er Rumæniens yngste borgmester og ivrig for,
at byens borgere får det så godt, som det nu er muligt i et land som Rumænien.
Fripladsen
Jeg hedder Yan, min far hedder Durin ug min farfar hed
Ioan.
Han rejste tilbage fra Rumæniens oliefelter, da den store fædrelandskamp
begyndte i Sovjetunionen, til vor kommune, hvor han genoptog sit tidligere
arbejde som landmand. Han købte sin fætters, jord og fik ca. 3 I/2 hektar. og
det kunne han leve af; men efter hånden kom der 5 børn, hvoraf de 3 var
drenge. De skulle dele jorden mellem sig og min far fik, som den ældste de 2
hektar. og det er meningen at jeg skal arve den efter min far. Det er jo ikke
ret meget jord. Jeg vil ikke være landmand.
For tiden går jeg på gymnasium i Timesuare og får studentereksamen i
sommeren 1998. så vil jeg prøve at læse videre. Jeg vil helst blive ansat på
et offentligt kontor. selv om en gammelt rumænsk talemåde siger: "Vor
tids tyve er ikke
i skovene, men i kontorerne".
Af hele mit hjerte vil jeg gøre alt. hvad jeg kan, for at gøre
den talemåde til skamme.
Til sidst mange, mange tak for alle Jeres mange gaver til os her i Podeni
kommune. Også fra mine forældre og søskende.
Med de kærligste hilsner
Yan.
Formanden har ordet!
Nu kommer det andet nummer af Donau Posten, Hurra, første
nummer er blevet rost overalt. Foreningen er blevet voksen med eget blad, stor
tak til bladfolkene.
Vi havde en dejlig tur i Marts, læs
rejsebeskrivelse andet sted i bladet. Først blev der sendt to slovakiske
lastbiler til Orsova, hvor Lucian ekspederede den ene videre til Herculanana og
Dubova, bil nr. 2 var til hospitalet. Dagen efter kom vi så med 3 lastbiler, 1
lægebil og 1 ambulance, den gode doktor Lucian fik godt nok sved på panden,
over at skulle skaffe plads til det hele, indtil han kunne få bud til andre
hospitaler og dele med dem. Det fungerer meget fint, han får kvittering på
alt, så han og vi altid ved, hvem der har hvad.
Overdragelse af lægebil og ambulance var det store
øjeblik, alle i byen havde hørt at vi ankom med fuld udrykning og blå blink.
Den kommende chauffør gik næsten andagtsfuld rundt om vognene og når nogen rørte
ved dem, var han der straks med en klud for at pudse aftrykket væk.
Den ene af lastbilerne blev sendt til Tirgu Mures,
med 200 senge, tæpper, puder og tøj. Det var til Sigøjnerne, som lever i huse
af pap og plastik og helt ubeskrivelig fattige.
Lige efter hjemkomsten, fik vi fra Røde Kors 650
springmadrasser og med en masse telefonopringninger og en del
"hekseri" blev de i løbet af 2 dage, sammen med senge fra Polens
komiteen kørt til Rumænien. Stor tak til Knud Glud fra Polens komiteen
og til Hans Peter fra Rumæniensprojektet, for omlæsning af 2 lastbiler
en søndag morgen i Esbjerg havn. Tak til DFDS for lån af biler og til Roland
Munk for god transport, til udenrigsministeriet for hurtig økonomisk hjælp.
Rigtig stor tak til jer alle, nu fik Severin hospital på en gang skiftet alle
deres madrasser.
Periam turen ved påsketid, læs om den, andet sted
i bladet.
Vores Volvo er ved at være køreklar, stor tak til
dem der knoklede med vinkelsliber, malepistol o.s.v. I uge 26 kører vi ned med
den ambulance, Anni i Varde har skaffet + hospitalsudstyr. Hvis vi kan få
skaffet pengene, skulle der i uge 29 gerne køre 3 biler af sted med alt det hospitalsudstyr
vi har i Ugerløse.
Finn og Carlo kører tombolavogne på Sjælland og i
Jylland, der kommer en pæn sum ind hver måned, flot klaret. Tombolaen på UG
markedet er blevet til kræmmerbod og giver et lille overskud hver weekend. Vi
ses til næste møde! JENS.
Ønsket der blev opfyldt.
Fra Else Henriksen i Tørring har Donau
Posten modtaget flg. brev:
I 1997 var jeg på tur i Rumænien, jeg så det
store behov for hjælp og fik lyst til at prøve, om jeg kunne arrangere en tur
derned med tøj og sko.
Venner og bekendte måtte lægge øre til mine
beretninger om Rumænien og nogle opfordrede mig til at søge støtte hos den
lokale Lions Club. De var positive og bevilligede et trecifret beløb. Nu gjaldt
det om at finde en bil, jeg spurgte en god bekendt om jeg kunne låne hans
varevogn, det kunne jeg godt og hvis den ikke var god nok, ville han da godt købe
en ny og låne til mig. Den Toyota Previa, han havde, viste sig at være alle
tiders bil og ganske udmærket til formålet. Næste skridt var at finde en
person, der ville tage med. Min mands hobby-ven, Erik, sagde, at hvis turen blev
til noget, skulle han nok køre, det var bare dejligt, for han var ung og en
rutineret langturschauffør.
I Januar 1998 startede indsamlingen med indslag i TV
Trekanten og omtale i 3 lokale aviser. Det gav pote, der kom tøj, sko, legetøj,
papir og mange andre gode ting. Et ægtepar ringede til mig og spurgte om jeg
gav formiddagskaffen, de skulle nok betale for den. Inden de satte sig til
bords, lagde de 2000 kr. til benzin og når jeg var ude, fik jeg jævnligt
trykket 100 kr. i hånden. En mand, der tit så mig når jeg luftede hund, kom
med 5 såkaldte "Hunde" (500 kr.) Nu blev der pakket og vejet til den
store guldmedalje, og med hjælp fra" Børn i Rumænien" fik vi også
alle papirerne gjort klar.
Fredag den 17 April kl. 6 morgen startede Erik og
jeg fra Vejle, målet var Periam og hertil ankom vi søndag. Hos min
kontaktperson, Theodora var der stor modtagelse med kys, omfavnelser, kaffe og
kage, Conni og Jens var der også. Det havde regnet voldsomt, inden vi kom, så
bilen sad fast i mudder på en af gaderne, men der blev skaffet en traktor, som
kunne trække os op.
Nu skulle der deles ud, først var vi, på børnehjemmet,
med ting og sager, her så alt pænt ud, de er blevet hjulpet i flere år og det
kunne ses.
Da jeg selv ønskede at køre ud til de
fattige familier, havde jeg fået en liste med navne og antallet af børn i de
forskellige hjem. Det blev en barsk og sørgelig runde. Mange steder boede en
hel familie, i et enkelt rum, uden elektricitet og kun med et komfur som
opvarmning, vand måtte hentes uden for og et sted så vi en rotte på køkkenbordet.
Børnene havde ikke ret meget tøj på og slet ikke strømper og sko. Nogle huse
kørte vi forbi, kunne ikke forestille os, at der boede mennesker sådanne
steder. Men hvor blev de glade, når de fik en kasse med tøj og legetøj til børnene,
de strålede af glæde, omfavnede os og ville give noget til gengæld. Vi fik 1
æg eller en kage og alle fulgte os ud til bilen og vinkede så længe, de kunne
se os. Da alt var delt ud, blev der købt mad for de penge, jeg havde samlet
ind! røget flæsk, ris, spaghetti og olie, så tog vi turen en gang til og hvor
var de taknemmelige.
Ja, jeg må indrømme at jeg, gamle kone, der har
oplevet både trediverne og fyrrene, med mangel på meget, var dybt rystet og
tit måtte knibe en tåre over at se folk blive så glade, for vores aflagte tøj
og sko. Det var en oplevelse for livet og et meget stort ønske, jeg ved mange
gode danskeres hjælp her fik opfyldt.
Nu efter hjemkomsten er folk stadig meget
interesserede og vil gerne høre om min tur og se de billeder jeg tog dernede.
Mange spørger, om jeg stadig samler ind til Rumænien, ja naturligvis er jeg
for længst gået i gang igen. Der er så hårdt brug for hjælp dernede, bare
helbred og energi holder, ønsker jeg kun at kunne køre derned igen, bare med
en endnu større bil, så endnu flere familier kan blive glade.
Hilsen Else.
Påsketuren til Periam.
I det første nummer af Donau Posten stod en artikel
om Periam pigerne og de mange ting de havde samlet.Her følger en beskrivelse af
hvordan turen gik. På en lejet slovakisk bil blev alle kasser og sække, samt
cykler og kørestole stuvet ind.
Påskedag kørte lastbilen mod Rumænien, om
tirsdagen tog Conni og Jens af sted og fredag var alle i Periam. Men AK og VE, i
Rumænien var det stadig Påske og der kunne ikke fortoldes før tirsdag. Det
var jo ærgerligt, tiden blev brugt til at gå på besøg.
De hjem og mennesker de besøgte, gjorde et meget
stort indtryk. Halvdelen af byens befolkning får ikke mad nok, og ældre uden
nogen familie må leve i usle rønner, med utøj af enhver slags. De ældre der
er mest raske, må passe de sengeliggende. De oplevede børn, som burde have fået
specialundervisning, men aldrig var kommet i skole, de sociale myndigheder
"glemmer" dem. Oplevede syge, ja så galt en dame med et nyligt
amputeret ben, uden nogen form for smertebehandling. Al slags medicin koster
penge i Rumænien, morfin f.eks. 30 d. kr. pr. ampul, meget dyrt hvis ens
månedlige pension er mindre end 200 danske kroner.
Endelig oprandt tirsdag, tolderne gav lasten fri og
alt blev båret ind i en tom bygning. Nu kunne uddelingen begynde, den foregik
ved navneopråb, og fra et vindue blev sæk eller kasse rakt ud. Da alle på
listerne havde fået, stod der endnu mange mennesker, de havde svært ved at
forstå, at der ikke var mere tøj og at de ikke skulle have noget. De i Periam
som laver listerne, har det heller ikke nemt. Det blev aften, inden tumulterne
stilnede af. De sidste 15 kasser, til de handicappede som ikke selv kunne hente
dem, blev sat op på vores kontaktpersons lukkede loft.
Alle sov trygt, men næste morgen var alle kasserne
tømt. Fra naboens hustag havde man pillet så mange mursten ud af husets gavl,
at en lille person havde kunnet kommet ind og tømme samtlige kasser. Ja, en
kedelig, men dog forståelig oplevelse, da det er alles kamp mod alle, når folk
lider nød. Disse oplevelser har fået Periam folkene til at beslutte, at for
fremtiden, skal præsterne, stå for uddelingen. De har mere kendskab og
erfaring med fattige mennesker end os danskere.
Ud med ambulance
-- Hjem med toget!
Rejsebeskrivelse fra Marts 98, frit efter Rune og
Torbens beretning.
Da
vi den 8 Marts om formiddagen, kørte fra Døjringe med kurs mod Gedser, var vi
spændte og forventningsfulde. Hvad ventede der to halvgamle gutter fra København,
af oplevelser og indtryk i et land som Rumænien. Nå, foreløbig var der 2200
km. forude, igennem det halve Europa. De rastepladser ligner hverandre så det gør
ondt, det gjorde lykke på en af dem, da vi serverer pandekager til morgenmad.
Konvojen duver støt og roligt syd på og 5-6 km. før vi når Orsova, holder vi
ind og får vasket alt støvet af transitten og ambulancen. Da bygrænsen er
passeret, bliver blink og horn sat til, et Dannebrog holdes ud af vinduet Der er
vist ikke mange, som gik glip af, at der var besøg fra Danmark.
Da de to biler var blevet tilbørligt beundret, på
alle leder og kanter, blev alle indlogeret forskellige steder i byen og vi to
fik et rum på børneafdelingen, mon rumænerne synes vi lignede forvoksede
babyer eller hvad? Nå pyt, der var da to senge, det var det vigtigste, (men det
var ikke nogle af dem fra Danmark) Alle på hospitalet var utroligt venlige og
gjorde alt, for at vi skulle befinde os godt. Vi fik set en del af byen, var på
markedet og fik købt en stor taske, som omgående fik navnet store Bertha.
Lucien, hospitalsdirektøren viste beredvilligt hele sit hospital frem, det var
tydeligt at han var stolt af alle de ting Børn i Rumænien havde skaffet det.
Om søndagen var alle inviteret ud til hr. og fru Luciens sommerhus, som lå i
Dubova. Landskabet var meget betagende, til den ene side bjergene og til den
anden side Donau, der bestemt ikke er nogen lille flod. Vi fik også mulighed
for at komme ud og sejle på den.
Efter at have vinket farvel til lastbilerne, der
atter skulle nordpå begyndte vi at studere togplaner. Vi ville gerne have været
til Pagh, men det var ikke så lige til. I stedet valgte vi at tage til Krakow i
Polen, først med tog til Timesorara og derfra med nattoget til Krakow. Bortset
fra nogle meget emsige toldbetjente, der skulle se kufferter, pas og store
Bertha, mindst 5 gange, var det en ret hyggelig tur.
Endelig kl. 7. 45 ankom vi til Krakow, godt møre og
hvor finder vi et værelse? Da springer en mand hen foran os, som skudt ud af en
kanon, "do you need private accommadation" (leder i efter et værelse
?) Hvor langt fra centrum er det, spørger vi, "just 5 minutes from
marketplace" ( kun 5 min. fra markedspladsen) Vi bliver enige om at sige
ja, tager en taxi, med kuffertere, store Bertha og Teodor Pan Sangori, som vores
vært hedder. I udkanten af byen standser taxien ud for en gammel betonvilla,
Teodor springer rundt og åbner døre, i medens han snakker uafbrudt. Værelset
har en muggen lugt og mindst 30 år gammel limfarve på væggene. Sengetøjet er
ret nusset, da det bliver påpeget, kommer Teodor dog springende med lidt renere
lagner. Efter et kik på uret siger han "jeg må forlade jer nu , jeg skal
nå Wien expressen kl. 10, vil i betale nu, for en sikkerheds skyld" og væk
er han, og vores 20 DM. Da Teodor var gået og vi havde fået spist lidt mad,
var det tid at se sig omkring, da var det, jeg fandt den polske bibel på det
defekte TV. På de forreste sider var der skrevet mange artige ting; om Teodores
hotel. bid. a. " Hej fra en irlænder, jeg blev også fanget. Jeg ved ikke
hvordan han bærer sig ad." En anden skrev:" Sengen er fyldt med lus.
Rejs hurtigt!" Vi lod os nu ikke skræmme, men nød den gamle smukke by i
et par dage. En tidlig morgen drager vi med ekspressen nord på og efter
adskillige spil skak og dåseøl, ankommer vi til Swinojsccie. Nu mangler vi
blot at krydse Østersøen, inden vi igen kan sætte fødderne på dansk jord.
En stor oplevelse rigere og med en større forståelse for Børn i Rumæniens
arbejde.
Donau posten -
april 1998
Donau posten -
juli 1998
Donau posten - oktober 1998
Formanden har ordet:
Døjringe. Den 12 September.
3 måneder er gået, hvor bliver tiden dog af ? Tænke
tilbage, det er svært. Transporten i Juli med ambulance og udstyr til Orsova,
nu har hospitalet to ens ambulancer, plus en lægebil, den første ser ud, som
den lige er kommet fra samlebåndet. Marianne, Luciens kone fik til laboratoriet
en centrifuge til 174 glas, skænket af Holm og Halby, jeg fik kysset ...UHM .
Jernbanevogne til Tirgu Mures med tøj, madrasser o. s. v. ruller af sted på
skinner, 6 stk. er nu sendt af sted, den sidste med 1800 kg. mad indsamlet hos
Bilka i Slagelse. Tak til Bilka! Kirsten Møller, fra TV øst lavede et indslag
oppe i vores Volvo om vores forening, vi var på i 8 ‑ 10 minutter, det
var en god appel. TAK til TV Øst!
Der har været omkring 400 opringninger indtil nu, hele
Danmark vil hjælpe. Mad - kontoen har passeret de 7000 kr. Utrolig flot
DANMARK.
Røde Kors hjælper også til med at skaffe udstyr og mad,
mange firmaer som ønsker at være anonyme ringer og hjælper til, også TAK til
dem!
Udenfor holder en stor flot Sættevogn D.F.D.S. står der
på siden, kvit og frit stillet til vores rådighed til en Rumænien transport.
17.000 dåser konserves er lige ringet ind, telefonerne gløder, det drømte vi
ikke om for 3 år siden, at skulle opnå en sådan succes! Hvor ville jeg gerne
kunne vise jer alle sammen, "De glade øjne og smil " vi får ved
afleveringen.
Tak til jer alle sammen
JENS.
Tjernobyl Børnene
I Maj fik Børn i Rumænien en forespørgelse fra Petri
‑Hjælpen, om vi kunne støtte dem i forberedelserne til at give 30 børn
fra Tjernobyl – området et 4 ugers ophold i Danmark. Det ville
vi gerne og det lykkedes os, at skaffe fodtøj sportstasker
og nogle rulleskøjter samt gangstativ og en kørestol til en dreng der ikke
kunne gå.
Her er et uddrag af
Petri Hjælpens rapport om børnenes Danmarksophold.
Atomreaktor ‑ ulykken på Tjernobyl-værket i 1986,
betyder i dag og i mange år fremover, at befolkningen i Ukraine og Hviderusland
har en dårlig helbredstilstand, med leukæmi, cancer og nedsat immunforsvar.
Ved at give syge børn et rekreationsophold i Danmark, kan man styrke deres
immunforsvar, så de bedre kan modstå virusinfektioner o. lign.
Den 28 Juni ankom de 30 Ukrainske børn til Lynghøjskolen
i Svogerslev. De blev indkvarteret i 4 sovesale efter køn og alder. Nogle af
børnene kom fra meget fattige familier, med mange børn og var ikke vant til at
få mad hver dag. Det gav nogle problemer, børnene spiste lige til de fik
mavepine og en af de mindre piger fik forstoppelse. Problemet blev klaret og børnene
blev klar over at der var mad nok. Børnene hørte lidt om Danmark på udflugter
til stranden, København, Bon Bon land, Sommerland Sjælland, Roskilde
Domkirke og ture i lokalområdet. De 4 uger gik alt for hurtigt, børnene var
meget glade for opholdet og rejste styrkede og tungere, (en havde taget hele 6
kilo på.) hjem til deres familier. Dejligt at kunne give nogle syge børn en sådan
oplevelse.
Øystein skriver om at leve i Rumænien
Rumænien er et land med 23 mill. indbyggere. Landet har
været kommunistisk styret i over 30 år og det bærer det fremdeles præg af.
Da Ceausescu blev skudt og det kommunistiske greb måtte slippe taget, begyndte
landet at forandre sig. Specielt i Bukarest og andre store byer, finder man i
dag moderne forretninger og hoteller. Gamle smukke bygninger restaureres, veje
bliver gjort bedre og mange europæiske biler ruller i gaderne. nogle folk har
faet bedre råd og prøver at efterligne vestens made at leve på. Men ude på
landet i landsbyerne er livet næsten som før. Det er okser og heste der trækker
vogne og plove, græsset bliver stadig slået med le. De fleste ældre har en
meget lille pension, at leve af, den daglige kost består kun af brød og majs.
Blandt disse 23 mill. mennesker findes der 4 mill. sigøjnere, Officielt regnes
der med 1 mdl., men dette tal stemmer ikke. Omkring 80% af disse lever på et
eksistensminimum. De fattigste lever under helt uværdige og umenneskelige
forhold. Det eneste arbejde de er i stand til at få, er lidt sæsonarbejde i
markerne om sommeren, ellers må de tigge sig til livets ophold. Intet er nemt
når mændene i familierne går arbejdsløse de fleste af årets måneder. Ingen
vil have disse mennesker til at arbejde for sig i fabrikker eller lignende
Husene de bor i er ringere end mange stalde, tagene er ofte
utætte og det regner ind. Som regel består huset kun af et rum og i det lever
familier med op til 8 ‑ 10 børn. Deres klæder er som regel laser og
mange går uden sko, selv i sne og kulde. Vintrene i Rumænien er lige så kolde
som i Skandinavien. Maden de spiser er majs og atter majs, ofte kun et måltid
pr. døgn. For nylig var jeg på besøg i en lille landsby ved navn Band, her
traf jeg en mand, der havde solgt en andel af sin ejendom for 5 kg. kød. (I Rumænien
findes kun ejerboliger)
I dag er der registreret 862.000 ansøgninger om
tiltagelevering af jord til folk der blev frataget den under kommunismen, i
alt krav på 1.865.000 ha Jo det er kompliceret og langsommeligt at skifte
styreform. Først her i sommer er den ortodokse kirke blevet inddraget i et
internationalt samarbejde for fred. I vores arbejde i Rumænien samarbejder vi
med ledende sigøjner præster og kirker. Vi har for et år siden grundlagt en
organisation som hedder ”Asociatio crestina apostolica a romilor betseda din
Romanla." Franz Johansen og Øystein Husvik, som arbejder for "Europa
i Fokus," blev bedt om at være med i denne organisation for at være
brobyggere mellem Rumænien og udlandet. Målet med denne organisation er at
samle alle sigøjnerkirker i et fællesskab. Nu har vi kontakter over hele Rumænien
og den nødhjælp som kommer, bliver fordelt til dem der trænger mest. Vi
missionærer møder en voldsom nød, ikke bare materielt, men også åndeligt.
Disse mennesker har et vældigt behov for kærlighed og omsorg. Vi deler brød
ud med den ene hånd og Guds ord med den anden. Mange af de børn der vokser op
i landsbyerne, flygter hjemmefra og tager toget til Bukarest som blinde
passagerer. Der begynder de at tigge for at overleve, ofte må de bo på gaden
eller i kloakkerne under byen. For 3 år siden startede "Europa i
Fokus," ved Frantz Johansen et center for gadebørn, dette center kan
modtage 55 børn. Der er nu blevet bygget en skole ved siden af centeret, for
uden nogen uddannelse, vil disse børn være chanceløse i fremtiden. På
centeret arbejder der 40 rumænere, med at tage vare på børnene. Vi har også
en "restaurantbus," som hver dag kører ind til centrum af Bukarest og
deler mad ud til gadebørnene. Vi prøver så langt det er muligt at fa kontakt
til børnenes forældre og dette lykkedes i enkelte tilfælde. Men der hvor
forældrene ikke har nogen økonomisk mulighed for at forsørge barnet, prøver
vi at hjælpe til og en del mennesker i Norge har et månedligt ansvar for et
barn i Bukarest. Den 21 Juni blev området omkring Tirgu Mures, hvor rigtig
mange sigøjnere bor, ramt af store oversvømmelser, ikke mindre end 86.000
ha. stod under vand, med de afgrøder som folk skulle leve af til vinter.
I August skriver Østein : Vandstanden er nu normal efter
en periode med 30 til 40 C varme. Jorderne tørrer godt nok, men overfladen
bliver så hård og skorpet, at regnvandet bliver liggende ovenpå. Høsten
tegner katastrofalt i hele Transsylvanien og befolkningen kommer
højst
tænkelig til at mangle fødevarer hele vinteren. Vores organisation har
hovedansvaret, for modtagelse og distribution af al den hjælp som kommer fra
jer i Danmark. Nødhjælpen bliver sendt ud til forskellige landsbyer i samråd
med de rumænske myndigheder. Hjælpen bliver kanaliseret i gennem
landsbyernes borgmestre, de kvitterer for modtagelsen og tager sig af
uddelingen. Vi kontrollerer uddelingen og deltager også i den enkelte steder.
Vi prøver at fotografere og optage video af uddelingen. På nuværende
tidspunkt har 21 landsbyer fået hjælp. Den 10 September skriver Øystein: Hej
nu er banevognen kommet frem og alt på plads. Der var ingen problemer med
madvarerne, toldvæsenet overlod vognen til os og vi har læsset det hele af og
nu star det på vores lager.
Det
var en fantastisk sending, Tak skal I have og Gud velsigne jer for alle de gode
ting I efterhånden har sendt ned til os. En af de nærmeste dage vil vi uddele,
hvad der er kommet, jeg skal hilse fra alle de taknemmelige modtagere her i
Tirgu Mures.
At komme eller ikke komme fra Niels Brock.
At være aktivt medlem af Børn i Rumænien, kan give mange
oplevelser, her er en af dem:
Efter TV Øst udsendelsen, væltede det ind med effekter
alle steder fra, så det kneb med at få hentet det hele, og da et Københavner‑
medlem hørte, at vi nok måtte sige nej til 100 kantineborde på Niels Brock,
tilbød han straks at påtage sig denne opgave. En tidlig fredag morgen stillede
vedkommende på handelsgymnasiet, bevæbnet med el skruemaskine, sandwich og
kildevand. De omtalte borde stod på 5.sal og alle bordplader skulle afmonteres
for at få dem ned med elevatoren. Der kæmpes bravt med skruemaskinen, som
trods reserve batteri ikke kunne køre uafbrudt. I en pause tages elevatoren ned
til stueetagen, for at se efter den bestilte lastbil. Til stor overraskelse sås
der ikke et menneske nogen steder og nede ved hoveddøren til Nyrupsgade var
tyverigitteret rullet ned. Han var blevet glemt og låst inde. Om morgenen var
han godt nok blevet udstyret med et magnetkort til parkeringskælderen, altså
ind i elevatoren igen og ned. Men, Ak nej, her var også låst med et aluminiumsgitter.
Lastbilchaufførerne morede sig kosteligt da de måtte give ham noget at drikke
igennem tremmerne. Kontaktpersonen ringes op, han er til middag på
Christianshavn og kan ikke komme, Dansikring kontaktes og en vagtmand kommer
og åbner gitteret. Noget forsinket gik man i gang med at få de 100 borde ned
fra 5. sal. Ved midnat dukkede rengøringsholdet op. Chefen får et føl på
tværs da hun ser hvad de er i færd med. Hun var ikke blevet orienteret om, at
bordene skulle til Sydrumænien og gøre gavn i et folkekøkken, så de to
sidste dage havde de flyttet dem frem og tilbage for at få gulvet bonet.
Endelig kl. halv to om natten kan Niels Brock forlades. Det der i ungdomsårene
var en uopnåelig ting, " At komme på Niels Brock" havde vedkommende
prøvet nu.
Om en tur til Rumænien
I uge 29 - 30 kørte vores næstformand og tre andre
medlemmer, 2 sættevogne med udstyr til hospitalet i Orsova. Her er en lille
beretning om hvad de oplevede på turen. Ligesom det gjorde i Danmark, øsregnede
det hele vejen til Rumænien, men i Orsova var der hedebølge med temperaturer
på mellem 30 og 40 c. Vel ankommet blev tingene til hospitalet læsset af og
alt som kunne undværes til Tirgu Mures, blev tilbage på vognene. Med Luciens
hjælp, får de mulighed for at låne et hus i Dubova i 3 dage. Oven i købet,
et med indlagt vand og toilet. De gik ture og nød den flotte udsigt over Donau,
deres medbragte børn legede med landsbyens børn.
Man blev enige om at køre hjem af nogle andre veje for at
se noget nyt. Den gamle transitvej til Severin blev valgt. Den løbe langs med
Olt floden og hvor bjergvejen ikke har været bred nok, er der lavet hylder ud
over floden til at køre på. Det var en oplevelse og en køn tur, med en
afvekslende natur.
Da de når op til Tirgu Mures, var vejene flere steder
underminerede på grund af oversvømmelserne. Der blev læsset af hos "ASOCIATTIA
CRESTINA APOSTOLICA A ROMILOR BETESDA DIN ROMANIR" som modtage
organisationen hedder dernede. Turen går nu videre igennem et af de største
turistområder i Rumænien. Besøgte interessant gammel bjørnegrotte ved
Bemus. Området her bød på bjergkørsel i mange timer og på et tidspunkt var
de meget højt oppe, ca. 2900 m. For derefter uafbrudt at måtte køre nedad en
29 km. lang vej med en 11% stigning. Ingen spøg med en 18 m. sættevogn, men
sjovt når det er overstået. Den 24 ‑ 7. var alle så hjemme i det
"strålende" danske sommervejr igen.
Donau posten -
april 1998
Donau posten -
juli 1998
Donau posten - oktober 1998
|
